Indlæser Begivenheder

Traditionen tro byder vi sammen med Holbæk Byforum på et jazzband til Holbæk Jazzfestival til Holbæk aftensalg.

I år har vi fundet The Appropriators – og I kan godt glæde Jer.

Koncerten vil foregå foran Bogart Bogcafé & Bacall Vinbar på Smedelunsdagde. Vi vil som altid sørge for vin og fadøl i baren samt siddepladser.

Da koncerten er en del af Holbæk Aftensalg er der fri entré.

The Appropriators
Klavertrioen Appropriators spiller jazz med afsæt i de store popsange fra 1990-2026. Trioen har gjort det til sit varemærke at vende de sidste 36 års store hits om på skjoldet og kilde dem med improvisationens svingfjer til de åbner sig for trioens nyfortolkninger. Det er melodier, du både kender og genkender, som ligger på bunden af din sjæl og som du vil glæde dig til at opleve på ny denne aften på Bogarts i Holbæk. Tag en ven med – (gerne hele flokken) – spids ørerne og oplev trioens strejftog i den musik du (måske) kender og elsker. Trioen har for nyligt optrådt under Copenhagen Jazz i juli.

The Appropriators er
Jacob Cedenroth Broholm (klaver)
Thomas Praestegaard (trommer)
Terkel Møhl (bas)

Pianisten Jacob Broholm bevæger sig ubesværet mellem jazzens improvisatoriske frihed, den nordiske tones enkelhed, poppens umiddelbarhed og singer-songwriterens fortællende univers. Hans klaverspil er kendetegnet ved en sjælden balance mellem præcision og spontanitet – et udtryk, der både kan være poetisk, råt og rytmisk insisterende, men altid med en stærk musikalitet som omdrejningspunkt. Som medmusiker har han gennem årene bidraget til en lang række album og kunstneriske projekter med blandt andre. The Supreme Court, Niels Ryde, Pede B, Marc Facchini, og Ekspressen. Diskografien spænder over mere end femten udgivelser og vidner om en kunstner, der ikke lader sig definere af genre, men af nysgerrighed og musikalsk kvalitet. Senest kan han høres på *Smile* med Niels Ryde Transition Trio fra 2024.

Trommeslageren Thomas Præstegaard har i mere end to årtier været en markant og efterspurgt trommeslager på den danske og skandinaviske jazz- og improscene. Gennem mangeårige samarbejder med Jesper Zeuthen og medvirken i blandt andet Jesper Zeuthen Trio, Jesper Zeuthen PLUS, JKA Quintet, KunTakt og Sarah Elgeti Quintet har han udviklet et meget personligt og karakterfuldt udtryk. Hans spil er præget af puls, lydhørhed og rytmisk dybde og bevæger sig ubesværet mellem eksperimenterende jazz, fri improvisation og groovebaserede sammenhænge. All About Jazz har beskrevet hans trommespil som et underspillet klassisk jazz-touch, “rather like Billy Higgins or Jimmy Cobb.”

Terkel Møhl har siden 2005 spillet på de fleste spillesteder og festivaler i Danmark som bassist i rockbandet Magtens Korridorer. Bandet slog igennem som del af DRs Karrierekanon i 2005. Udover sin plads i Magtens Korridorer er han sangskriver og sanger i bandet Infirmeriet, der har optrådt på Bogart i Holbæk i 2024. Terkel Møhl har også gentagne gange deltaget i Bogarts OpenMic arrangementer. Med The Appropriators er han vendt tilbage til jazzen, som var udgangspunktet for hans musikalske virke.

Go to Top