Med Pilli Villi til Live Sådan Efter endnu en dag – Gasolin’ 1976 Special, Bacall Vinbars Wine Unplugged episode 10.
Flemming Rasmussen og Thomas Vilhelm er klar med en ny Gasolin´ 1976 Special, der bygger på den anmelderroste publikumssucces Rock & stjernestøv (Forlaget Momenta, 2021).
Gasolin´ optog Hva´ gør vi nu, lille du? den 7. april 1976 med superproduceren Roy Thomas Baker på holdet og indviede det nyetablerede Sweet Silence Studios på Strandlodsvej i København, hvor Flemming Rasmussen påbegyndte sin læretid hos Freddy Hansson, der forinden havde slået sit navn fast som lydtekniker i Rosenberg studiet.
Flemming Rasmussen hjalp i januar 1976 til under arbejdet med at få dobbeltalbummet Live sådan i kassen og er krediteret som assisterende tekniker på mesterstykket Efter endnu en dag (1976), som udgør kernen i 2026-versionen af Gasolin’-foredraget i anledning af albummets 50-års jubilæum.
Dernæst trådte Flemming Rasmussen, der i 2026 fejrer de fem årtier med Sweet Silence, i karakter som egentlig tekniker på Gør det noget (1977), Killin´ Time (1978) og Live i Skandinavien (1978), der blev bandets svanesang.
Rasmussen og Vilhelm introducerer desuden den internationale udgave af Gas 5, What a Lemon, der udkom i august 1976 i god tid før bandets USA-turné i oktober/november samme år, hvor de ligeledes nåede ud til det meste af den danske befolkning via DRs Lørdagshjørnet den 11. december 1976.
Thomas Vilhelm, der er forfatter til Franz Beckerlee-biografien Stonefree – et liv med og uden Gasolin´ (2023) sammen med Niels Ole Baadsgaard, gennemgår som optakt til den store 1976-fortælling gruppens første fire albums: Gasolin’ (1971), Gasolin´ 2 (1972), Gasolin´ 3 (1973) og Stakkels Jim (1974).
Hele seancen krydres med velvalgte musikeksempler, der bringer publikum helt ind i lyduniverset og stemningen fra en af dansk rocks mest skelsættende perioder.
Der vil være mulighed for at erhverve signerede eksemplarer af Rock & stjernestøv, Beckerlee-biografien og andet fra lageret.
Kort sagt: en oplevelse, du ikke bør gå glip af.
Inkluderer:
- 1 glas vin
- Charcuteri
- foredrag med grammyvinder Flemming Rasmussen og musikjournalist Thomas Vilhelm
Program
- 18:00 Dørene åbner
- 18:15 Maden serveres
- 19:00 Foredrag med Flemming & Thomas
Der er kun 20 billetter til salg.




