Onsdag den 15. april inviterer vi til endnu en intim og stemningsfuld aften i Wine Unplugged – Bacall Vinbars samtalesalon, hvor vin, mad og kultur smelter sammen, og hvor du kommer helt tæt på kunstneren.
Denne gang får vi besøg af lydtekniker og producer Flemming Rasmussen og forfatter og kulturskribent Thomas Vilhelm til en aften fyldt med musik, anekdoter og stjernestøv
Pris: 550 kr. pr. person
Inkluderer:
- Velkomstbobler
- 1 glas vin
- Charcuteri
Der vil være åbent i baren hele aftenen.
Program
18:00 Dørene åbner
18:15 Maden serveres
19:00 Foredrag med Flemming & Thomas
Selv om Flemming Rasmussen især er kendt for sit arbejde med Gasolin’ og Metallica, rummer hans 50-årige karriere i Sweet Silence Studios siden 1976 et væld af højdepunkter. Historierne er samlet i bogen Rock & stjernestøv (Forlaget Momenta, 2021), og siden udgivelsen har Rasmussen og Vilhelm turneret med fortællingerne – til glæde for både nørder og de knap så nørdede.
Glæd dig til historierne om dengang MTV sendte Flemming til Stockholm for at optage selveste Tina Turner live – og hun bagefter kiggede forbi det mobile studie. Om da Cat Stevens, Ringo Starr og Ritchie Blackmore’s Rainbow lagde vejen forbi Sweet Silence på Amager.
Og naturligvis bliver der også plads til markante danske navne som Pia Raug, Sebastian, Anne Linnet, Lis Sørensen, Bifrost, Sort Sol og Lasse & Mathilde – kunstnere, der alle har nydt godt af Rasmussens talent bag mixerpulten.
Aftenen – Rock & stjernestøv version 5.0 – krydres med musikeksempler, sprudlende energi og masser af verbalt pingpong mellem Rasmussen og Vilhelm. Der vil naturligvis også være mulighed for personlig signering.
Bemærk:
Bacall Vinbar er et lille og stemningsfuldt sted – og man sidder tæt.
Til gengæld lover vi, at alle både kan se og høre Flemming & Thomas helt tæt på. Præcis som en intimaften skal opleves: nærværende, varm og fuld af stemning.
Der er kun 20 billetter til salg.
Vi glæder os til en aften med vin i glasset og rockhistorie i verdensklasse.




